4. december 2011

Echinacea purpurea

Frøsåning af Solhat

Det er sjovt at frøså Solhat. Man kan dog ikke helt regne med afkommet da de forskellige sorter krydser, men man kan være heldig at få planter der ligner moderplanten til forveksling eller endnu bedre, Solhatte som aldrig er set før!


Jeg har læst flere steder at frøene skal have en kulde periode, men det er ikke min erfaring. Jeg sår den inde i marts, uden besvær (kuldebehandling), og det på trods af at jeg har sået frø der var 5 år gamle!!!


Det kan være fordi jeg ikke har haft fingrene i sorter der skal have kulde – hvem ved? Med det i baghovedet ville jeg stille potten i køleskab 3-4 uger, hvis den ikke spirer i løbet af 14 dage.




Så fra marts/april. Frøene er forholdsvis store og kegleformede. Jeg gør det at jeg ’stikker’ de såkaldte kegler ned i overfladen med den spidse ende først, herefter vander jeg med en forstøver, og drysser et tyndt lag sigtet priklejord over, og vander igen. Potterne dækkes med film indtil spiring. Frøene spirer i løbet af 6-8 dage. Planterne bør prikles når de har 4-5 blade.




Når de er i god vækst, dvs har 3-5 store blade, planter jeg dem ud i bede. Første år udvikler de masser af store blade og et godt rodnet. Året efter blomstrer de.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar