24. oktober 2013

Frøsåning af Lunaria annua - Judaspenge


Lunaria annua, kendt under det danske navn Judaspenge er en kortlivet staude, du endelig ikke må glemme at indføre i din have. Den blomstrer allerede fra april måned, og er så smuk at plukke store og frodige buketter af, på et tidspunkt hvor vi bare trænger til forår og udeliv, efter en lang og mørk vinter.









Lunaria annua findes i hvid og rød-lilla. Der findes også en Lunaria  annua ’Variegata’.






De flotte frøstande som udvikles på Lunaria annua, kan anvendes i sommerbuketter. 




Tørrede frøstande er almindeligvis brugt i dekorationer i efteråret, eller de står i haven og lyser flot op til langt ind i de kolde måneder. Lader du frøstandene stå, vil den frøså sig selv, og du vil højest sandsynlig altid have Lunaria annua i haven.


Hvornår kan Lunaria annua sås?


Så frø af Lunaria annua fra sidst i august frem til sidst i oktober. Så enten direkte på friland, eller så i individuelle potter. Frø der er sået i potter sidst i august plantes ud i haven når der er 4-5 store blade. Frø der er sået senere i efteråret kan opbevares i drivhus og plantes ud så snart frosten er gået af jorden, og vil blomstrer samme år.
Alternativt kan du så i foråret fra april-juni i koldt drivhus. Disse planter vil først blomstre året efter.


Hvis du allerede har Lunaria annua i haven, kan du i efteråret finde små planter som har sået sig selv. Hvis de ikke står der hvor det passer dig, kan du grave dem op, og flytte dem hen hvor du gerne vil have de skal gro det kommende forår.

Hvor trives Lunaria annua?

Lunaria trives rigtig godt i halvskygge, og hvor der er en god fugtigheds bevarende have jord. Ind i mellem kan det være svært at finde mere plads til planter der skal så i halv skygge, og har du manglende plads er der ikke andet at gøre end bare plante dem hvor du lyster og så huske at vande så de ikke står for tørt!


Frø af hvid og rød-lilla Lunaria annua kan købes her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar